logo

Tour de Gudenå 2007

Af Henning Hansen
Oprettet 11.10.2007 - 19:15

Et historisk jubilæumsløb

Allerede i Skanderborg var det klart, at vi ville få vestenvind på Mossø. Jeg har tidligere oplevet, hvordan en svag luftning i Skanderborg kan være tegn på modvind på Mossø - og her var ikke bare tale om en luftning, det var frisk vind allerede ved starten. Så vi var godt klar over, at løbet først rigtigt ville begynde på Mossø!

Uden at presse os selv for meget fandt vi et passende tempo indtil Fuldbro. Efter overbæringen var vi omhyggelige med at få sat overtrækkene rigtigt - og så var vi klar til bølgerne.

Faktisk så det ikke så slemt ud, som jeg havde frygtet. Bølgerne var til at ro i, de kom lige imod, og vinden var også til at leve med, selv om det rev lidt i øjnene.

Det mest irriterende ved søbølgerne er, at de kommer hurtigt efter hinanden, så når kajakken vipper over den ene, styrer den derefter næsen direkte ned i den næste. Det gav nogle ordentlige maveplaskere til Henriette.

Det gav også lidt vand i båden - på de sidste 1-2 kilometer over søen "vippede" kajakken ikke længere - den gik direkte gennem bølgerne, fordi den var tynget ned af vand. Det var ret kritisk - hvis den kommer til at ligge for lavt, går det endnu hurtigere med at tage vand ind - og så er det for sent! Så jeg måtte pumpe, så godt jeg kunne, når jeg havde lejlighed til det mellem de værste vindstød. Det var også som om, vinden var taget til på det sidste stykke, og jeg var glad for, at vi trods alt var kommet så langt.

Det lykkedes at holde båden flydende, men jeg var ved at syre til i lænden og læggene af alt det pumperi - det havde jeg ikke trænet!

Vi mistede noget tid i forhold til de nærmeste kajakker på det sidste stykke af søen, hvor vi skulle pumpe, og ligesom vi kom frem til åen, blev vi passeret af en herretoer fra Norge (nr. 27). Den holdt et fint tempo, og vi lagde os bagved på hækbølgen. Kun da Peter Ribe kom forbi i K1, rykkede de fra os, men vi fik kontakt igen og fulgte med dem helt til Ry. De to førende K1'ere (foran Peter Ribe) så vi aldrig, de har nok passeret os på Mossø.

Da vi skulle i vandet i Ry, begyndte det pludselig at vrimle med kajakker, som roede den modsatte vej, og som ville op ved broen. Det var trim-roere, som sagde, de var blevet rådet til at ro tilbage til Ry. Ikke så meget på grund af bølger, det var mest på grund af blæsten. Det virkede lidt underligt, men det var vel rigtigt, at det var blæst mere op.

Ja, det var rigtigt! Det første stykke på åen var der læ, og vi fulgte vores norske toer, men så kom vi ud på søen, og vi fandt det bedst at ro vores eget løb i det urolige vejr. Der var "rigtige" bølger på Julsø - ikke så store som på Mossø, så der var ikke fare for at synke, men vindstødene var hårde, og det var ikke til at finde læ. Vi roede nord om Møgelø - håbede, det var bedst, og det var tættere på land. Der var masser af modvind med hårde vindstød hele vejen til Silkeborg, og trætheden begyndte at indfinde sig. Ryg og skuldre især værkede ved hvert tag - men det var jo "bare" et spørgsmål om tid, før vi endelig var i Silkeborg.

Vi kunne ikke få øje på hjælperne, så vi gik i land på venstre side - dårlig idé, men vi efterlod kajakken og gik over til den anden bred, hvor vi fandt dem. Her fik vi så lidt at vide om det kaos, som herskede. SR havde ingen kontakt til to ungdomsroere, og KKKK manglede også en roer, og et par andre havde mistet deres kajakker - og i øvrigt var de andre enten udgået eller blevet stoppet og skulle hentes. Så vi havde været heldige!

Vi hentede vores ting - efterlod kajakken - købte en fransk hotdog! - kørte med SR til skolen - bad, massage, aftensmad... sikke en dag!

Om aftenen blev tiderne slået op - vi var de eneste i vores klasse, som var nået til Silkeborg, fordi løbet derefter var blevet afblæst (det må være det rette udtryk). Birgitte og Preben fra SR var blevet stoppet på Julsø og sendt tilbage til Ry, meget mod deres vilje - og de ville få et tidstillæg på 30 min i forhold til dårligste tid i klassen til Silkeborg - altså os! Vi ville altså starte ud på søndagens etaper med et forspring på 30 min. Næsten umuligt at sætte til, det føltes ikke helt tilfredsstillende. Men hvad kunne vi gøre - hvis vi skulle gøre os fortjent til førstepladsen, var vi nødt til at være hurtigst igen om søndagen - ellers ville det ikke være helt rigtigt...

 

Søndag ved Kongensbro

 

Søndag - sol, blå himmel, og nærmest vindstille!

- Men av, det gjorde ondt at sætte sig ned i kajakken. Det sæde er altså lidt for fladt, og jeg havde noget, det føltes som myoser lige i den anatomi, jeg sidder på. Så slemt plejer det ikke at være, jeg tror, pumperiet på Mossø havde en del af skylden.

Vi kom meget godt afsted, men jeg havde absolut ikke noget overskud, min mave var sammenklemt, og hver gang, jeg forsøgte at flytte mig frem på ballerne, trak smerterne fra ballerne gennem ryggen og helt ud i armene. Og så havde jeg oven i købet ikke fået sat slangen til saften ordentlig i, så der var helt lukket i baren!

Lidt før Tange Sø lånte Henriette mig sin pose, så jeg kunne drikke lidt. Om det hjalp, eller om det bare var synet af en sø med lidt frisk modvind, det ved jeg ikke, men det gik lidt bedre, da vi nåede ud på søen. Jeg synes ikke, Henriette virkede flad på noget tidspunkt, men hun påstår, at hun også var lidt træt, så det er nok rigtigt... Jeg følte i hvert fald, at det var mig, der ikke havde mere at komme med!

Cirka halvvejs på etapen, et stykke før søen, havde vi mistet kontakten med en gruppe, og vi roede alene resten af vejen bortset fra en ung kap K1-roer, som hang på næsten til Tange.

Pause i Tange - endelig fik jeg åbnet for min drikkepose. Fik drukket noget buillon, spiste tre fedtemadder og en banan eller to. Pyh...

Efter Tange hentede vi lige så langsomt en toer med Kim og Antonio fra SR, som vi sad fint bagpå. På vej ind til Tange var Gitte og Christian fra Esrum Sø dukket op sammen med en herre K2, og de kom også op, så vi var en gruppe på fire toere. Efter de kom til, blev tempoet lidt højere, og vi var flere gange på nippet til at falde af, men vi kom hver gang op igen, fordi der var uro i gruppen. Men vi kunne kun lige hænge på. Og sådan kørte det til Langå, og videre indtil under 1 kilometer fra Randers - her hentede vi de sidste kræfter og satte en spurt ind, som vi holdt og kom over målstregen i Randers som første båd i gruppen.

Det var ikke pænt gjort - Antonio og Kim havde arbejdet godt hele vejen, og vi havde ligget bagved - men vi (jeg) havde altså kun den ene spurt at gøre godt med!

Nok var det ikke Himmelbjerget - men udsigten fra podiet i Randers var også flot. En masse kajakroere med Gudenåen i baggrunden...

 

...endelig i Randers

 

Alle gode gange tre!

Vi har nu fået tre førstepladser i tre løb - men TdG var hård!

I Sorø Marathon og Kronborgløbet havde vi overskud og følte, vi havde kontrol over udviklingen, men her handlede det om at holde ud. Lørdag var en lang kamp mod vejret - det handlede om at gennemføre - ikke om, hvor de andre var henne. Søndag var omvendt, sol og fladt vand, men til gengæld ingen energi - her handlede det om at følge med, og på første etape måtte vi slippe og bare forsøge at komme igennem. De sidste to etaper var vi også hele tiden på nippet til at falde fra, men vi red kriserne af og holdt kontakt med gruppen hele vejen. Men det var ikke noget med at have kontrol over det - det var underskud hele vejen, med undtagelse af de sidste 500 meter - vi har tilsyneladende en god slutspurt, når vi kommer så langt...

Jeg har registreret min puls under løbet, og pulskurven afslører foruden min puls (i parentes) også tiderne for hver enkelt etape:

  1. 2:45:40 (128)
  2. 1:45:30 (123)
  3. 2:38:20 (116)
  4. 1:42:10 (118)
  5. 1:06:40 (119)

Det passer nogenlunde med vores officielle sluttid på 09:59:16 (lørdag 04:31:06), når man tager med, at pausen i Tange var lidt for lang.

 

 

 


Kilde URL:
http://klampenborg.kajakklub.dk/node/147