logo

Mølleåens Blå Bånd 2007

Af Henning Hansen
Oprettet 15.10.2007 - 09:55

Mølleåens Blå Bånd er sæsonens sidste løb.

Det er et løb, hvor alle kan være med, og der er et utal af klasser. Det er også et løb, hvor der bliver lavet lidt sjov, og hvor mange stiller op i andre klasser end dem, de normalt ror i - f.eks. stillede de bedste danske marathonroere i år op i K2 mix klassen, herunder de nye verdensmestre Henriette Engel og Anne Lolk - men altså ikke med hinanden.

De senere år har vi også været en hel flok fra Klampenborg, men i år blev vi færre, jo tættere på løbet vi kom, så i den sidste ende blev vi kun repræsenteret af Dorte, Tommy og mig selv.

Til gengæld var vejret helt perfekt - lige netop den lørdag fik vi både sol og varme og næsten ingen vind, så det var jo dejligt til en forandring!

Her er først lige et par billeder af Dorte og Tommy. Dorte er fotogaferet i en koncentreret øjeblik af Peter Bach-Carlsen (www.bach-carlsen.dk), Tommy af Poul Vilhelmsen (www.pvfoto.dk).

Dorte på Mølleåen

 

Yommy på Mølleåen

Jeg stillede op i K1 tur +50. Min form topper tilsyneladende på dette tidspunkt af sæsonen (når den er ovre), i hvert fald havde jeg mulighed for at få min femte førsteplads i træk, hvis jeg kunne vinde igen i år. Et andet mål var igen at være hurtigste K1 turbåd i alle aldersklasser, så taktikken var klar - bare derudaf.

Det var et stort felt, og på vej ind i den lille kanal fra Vejlesø til Furesøen, lå der en tre-fire kajakker på min højre side tættere på bredden. Der blev dog plads til mig rundt i svinget, hvor jeg på grund af den større bue kunne holde god fart, og gled frem i front. Feltet blev også klemt lidt, idet vi mødte en motorbåd i kanalen straks efter indsejlingen.

Jeg kom først ud på søen, men med to kajakker med på en hænger på højre side. Jeg havde ikke tænkt mig at ro taktisk, så jeg satte tempo, og så måtte vi se, om de kunne være med. Den yderste faldt af efter omkring en kilometer, men den anden kajakspids lå som klæbet til mig henover søen. Ved bøjen ved Farum Marina lå et par kajakker fra en tidligere start lidt i vejen, og jeg fik et lille hul, som jeg forsøgte at udnytte til at rykke væk - men der gik ikke mange sekunder, så var kajakspidsen tilbage på plads. Det bekymrede mig lidt, for i det stille vejr kunne han spare rigtig mange kræfter ved at ligge der. På den sidste stykke af søen, mod øst over mod Frederiksdal, var der lidt flade dønninger bagfra, som forhindrede ham i at hænge helt så effektivt. Jeg gik lidt ud fra bredden for at få nogle gode medsøer at glide på, men han fulgte stadig godt med.

Ind til overbæring - skarpt forfulgt

Jeg kom først ind til overbæringen, og kunne vælge, hvor jeg ville gå op. Her var det som om, han slap lidt, og jeg kom pænt hurtigt under vejen og i vandet igen. Han var ikke med!

Der var ingen grund til at vente - jeg syntes ikke, jeg skyldte ham noget... - så det var bare afsted igen, mellem udflugtsbåde og kanoer. Vi havde også indhentet en del fra de yngre klasser, som var startet tidligere, så der var nogen at ro efter. Jeg kom op til Søren, som roede for DSR (men også medlem af KKKK). Han havde god fart på, så jeg lå lige lidt på en hænger, inden jeg gik forbi. Jeg nåede også at passere Tommy inde på åen, inden jeg kom ud på Lyngby Sø, og roede alene det sidste stykke til målet ved Lyngby Kanoklub.

I det flotte vejr var der også andre på Mølleåen. Billederne fra Frederiksdal er taget af Poul Vilhelmsen.

Frederiksdal

Det blev til den førsteplads, jeg havde håbet på, og jeg fik også den hurtigste tid af alle K1 tur. Den næsthurtigste var Claus Borup fra Dragør, også i +50 klassen. Det var ham, jeg indtil præmeoverrækkelsen kun kendte som en sort kajakspids der ude til højre - jeg havde nemlig ikke kigget mig tilbage.

Dorte blev nr. 6 i Dame sen K1 tur (8 km) i tiden 0:52:15.77, og Tommy blev nr. 4 i Herre 36+ K1 tur (14 km) i tiden 1:20:44.75 - kun 4 sekunder fra en tredieplads!

Faktisk var min tid 1:09:35.55 også god nok til at give en 2. plads i K1 kap senior - efter Kim Wraae Knudsen - men sådan kan man jo ikke sammenligne. For det første ved jeg ikke, hvor præcise tiderne egentlig er, for det andet havde jeg roet løbet nærmest som en enkeltstart, netop for at få en god tid. Kapperne roede sikkert meget mere taktisk. Men det er da meget sjovt alligevel...

Jeg roede forresten MBB med en gennemsnitspuls på 150 - ret højt for mit vedkommende. Her er pulskurven. Den viser, at selv om jeg rykkede lidt nogle gange, roede jeg generelt i et ret konstant tempo, som blev øget efter overbæringen - og så fik den selvfølgelig lige lidt ekstra før mål.

Puls MBB 2007

 

 


Kilde URL:
http://klampenborg.kajakklub.dk/node/150