Den danske mester i DM Ocean Race er... en svensker

 

Vi skulle egentlig have været tre fra KKKK til Kronborgløbet lørdag den 16. august - Tommy i trim og Peter Rohde og Henning i DM Ocean Race, 22 km fra Gilleleje til Helsingør.

Men Tommy havde problemer med sit vækkeur, og fik sovet lidt for længe... og Peter havde nok ikke sovet ret meget, da han blev far til en datter samme morgen - det må vist være en gyldig grund til ikke at deltage!

Så Henning var ene om at repræsentere klubben.

Det ble' en u'lænding...

Vinderen af DM Ocean Race - og dermed dansk mester - blev Johan Skärskog fra Malmø Kanotklub.

Altså helt ærligt, hvordan kan svensker være dansk mester. Det er helt i orden, at han vinder løbet og får de dertil hørende præmier. Men forestil jer, at Contador var dansk mester i landevejscykling! Skal han så stille op i dannebrogstrøje, når han er ude i verden og repræsentere Sverige. Eller hvis de svenske skiløbere fik samme idé - så kan danskerne vist godt blive hjemme.

Jeg mener (og det er Henning, der skriver, selvfølgelig), at en dansk mester må være dansk, og opfylde kriterierne for at kunne udtages til landsholdet - hvis der var sådan et i ocean race. Ellers kan en eller anden stærk australier jo rejse verden rundt og blive national mester over det hele. Hvem gider så stille op til et DM?  

Sølvet gik i øvrigt til Lutz Erichsen, som er tysker... men han stiller dog op for Kolding, så det er lidt tættere på.

Og så kom danskerne, 10 minutter efter - men det kan næsten være lige meget.

Jeg har nu kigget i DIF's love, og som jeg ser det, skal man være medlem af en dansk forening under DIF - ikke nødvendigvis være dansker - og dermed burde Lutz nok være den rigtige danmarksmester.

Resultatlisten er vedhæftet!

 

Vejret var i øvrigt perfekt til surfski  - jeg citerer fra Kajakklubben Krogens hjemmeside:

Så er Kronborgløbet årgang 2014 vel overstået med rekordstor deltagelse og store udfordringer for især Kronborgløbs – og Trimklassen, som startede ud i temmelig frisk vind fra vest og fine hvide toppe på enkelte bølger.
Efterfølgende blev der berettet om bølger på 2 meter, og vi besluttede lidt inde i løbet at droppe den planlagte overbæring på stranden lige efter Hornbæk havn og i stedet sende deltagerne retur mod målstregen i Helsingør og dermed afkorte ruten fra 36 km til ca. 24 km.
Mellem 10-15 både gennemførte ikke løbet, og med de vejrmæssige udfordringer som var betingelserne på dagen er det bestemt ingen skam.
Surfski-roerne og havkajakkerne som startede i Gilleleje havde en fest med fine medsøer og delvis medvind. Den hurtigste klarede de 22 km på ca 1,5 time.
Næsten 60 startende roere er rigtig flot og vi vil fra Krogen søge om at få lov til at stå for DM Oceanrace Surfski og Havkajak samt DM K1 tur igen næste år.
Der var i år ret få deltagere fra Krogen, kun omkring 5 stk, men nu er der jo et helt år til at blive forberedt til næste års Kronborgløb.
Vi havde en planlagt vendebåd (checkpoint 9 km ude), men først sidst i løbet kunne vi konstatere at den havde store problemer med at fastholde sin position pga. vejret. Derfor var den ikke på sin plads og det gav problemer for både Trim-ruten som ikke fik vendt hvor de skulle. Roerne i Surfski og havkajak Oceanrace havde problemer med at komme indenom, som de ifølge instruktionen inden løbet fik oplyst at de skulle
Heldigvis fik det efter roernes egne udsagn ikke indflydelse på rækkefølgen over målstregen. Vi tager det naturligvis til efterretning og næste år vil vi finde en løsning, som optimerer betingelserne for en korrekt og sikker afvikling af løbet med så optimale vilkår som muligt for de forskellige klasser.
I år var Gilleleje Ro – og Kajakklub behjælpelige med blandt andet kajaktrailer, så vi kunne få roerne og deres både transporteret til starten lige øst for havnen i Gilleleje. Det er rart at vi fremover har mulighed for at skabe et effektivt samarbejde kajakklubberne imellem her på nordkysten.
Kronborgløbet er en del af Krogen og uden det engagement som medlemmerne udviser år efter år ville det ikke kunne lade sig gøre at holde denne tradition, som blev grundlagt i 1937, i live. Krogen blev startet som klub året før..
Dansk Søredningsselskab stillede igen i år med to hurtiggående både, og skabte igen en god sikkerhed for roerne og fin kontakt fra løbet tilbage til løbsledelsen.
Der var en fin lille fest efterfølgende som rundede dagen af i godt selskab med hjælpere og tre roere fra Skanderborg som overnattede i klubben, inden de skulle videre til Thurø Rundt søndag.
Tak alle deltagerene, hjælperne og sponsorer som tilsammen skrev endnu et Kronborgløb ind i historien med dyst, drama og dejlige minder.
Peter B.Larsen/Krogen

 

 

Efter at have taget spørgsmålet om en udenlandsk danmarksmester op igen forud for Kronborgløbet 2015 har jeg den 1. august 2015 modtaget nedenstående svar fra Lau Larsen, DKF:

 

Kære Alle !
Efter nærmere gennemgang af diverse regler skal jeg med give at Henning
Hansen har ret når han påstår at at ingen udenlandsk statsborger uden fast
bopæl i Danmark og som medlem af en klub tilsluttet DKF - kan ikke blive
dansk mester.
Når vi afholder Åbne danske mesterskaber - giver dette blot adgang for
udenlandske roere at deltage i konkurrencen - bliver man som sådan no 1
vinder man løbet - dog uden at blive dansk mester. Bedst placerede dansker
kåres som dansk mester - så fremdeles for sølv og bronce.
Håber dette fremmer forståelsen af åbne danske mester skaber.
Og tak til Henning for hans opmærksomhed på problemet - og vi ser frem til
et god arrangement i Krogen.
mange venlige hilsner
Lau

 

 

BilagStørrelse
Resultatliste_Kronborgløb2014.pdf22.93 kB