Øresundsløbet 2014

 

 

Øresundspokalen

 

 

Øresundsløbet blev afholdt søndag den 17. august, og var i modsætning til tidligere år præget af køligt og regnfuldt vejr med kraftig vind fra syd-sydvest. Der var i forvejen få tilmeldinger fra Hellerup (havde ikke svaret) og Nova, og det endte med, at ingen tog turen helt fra Hellerup havn. Til gengæld mødte Palo op og kunne bekræfte, at turen forbi byggeområdet ved Skovshoved havn ikke just var nogen fornøjelse. Skovshoved mødte heldigvis talstærkt op. Fra selve Klampenborg var fremmødet yderst begrænset, idet kun Henning, Kristoffer og René deltog i løbet, mens Skjold og Tommy repræsenterede klubben på land og stod for start og tidtagning.

Øresundsløbet blev både spændende og dramatisk. Mod Tårbæk gjaldt det om at beherske teknikken, når vi surfede afsted på bølgene, hvorimod turen tilbage var en sej kamp mod vind, strøm og bølger. Det gav en del skift i stillingen undervejs, og også kæntringer, som da Jens fra SR røg i vandet i medbølgerne på vej nordpå for anden gang, på et tidspunkt, hvor han lå i spidsen af løbet. Derefter var det Hubert, som trak fra til en sikker sejr. Hård kamp om andenpladsen blev vundet af Henning en bådspids foran Erik. Hurtigste dame var Birgitte fra Palo, fulgt af Camilla fra Skovshoved.

Man må sige, at de tre roere fra Palo gjorde deres for at tage point fra favoritterne fra SR, med førsteplads for både damer og herrer. Men med 12 deltagende roere var SR urørlige, og de blev således de første til at hjemtage den nye Øresundspokal. Øresundspokalen er som bekendt en vandrepokal, som når en klub samlet opnår 150 point, tilfalder denne klub til ejendom. Dette skete sidste år, så det var en helt ny pokal, som SR nu bliver de første til at få med hjem indtil næste år.

Whiskyløbet blev vundet af Anders fra SR. Proceduren var ændret en smule i år, idet flasken ikke var lagt ud på forhånd. I stedet havde Henning fundet på selv at kaste flasken ud, mens alle deltagerne så på fra startlinien, og lade dette være startsignalet. Desværre blev kastet mere højt end langt, og det var derfor ikke svært at ro lige ud til stedet, hvor flasken var forsvundet. Så hvor whiskyløbet som oftest varer så længe, at man er lige ved at opgive at finde flasken, var det i år en hurtig start, som blev belønnet. De fleste var dog godt tilfredse med at komme hurtigt ind i varmen igen!

Frokosten var den sædvanlige silde-buffet med snaps, suppleret med kropølse og ost. Vi sad indenfor i år, og jeg tror, alle fik varmen. Det er en fornøjelse hvert år at opleve den super-gode stemning. Det er virkelig dejligt, at alle møder op med masser af godt humør, hvad enten solen skinner eller det er koldt og vådt som i år. Tak til alle for at medvirke til Øresundsløbet 2014.

 

NR TID NAVN KLUB POINT
1 24:06 Hubert Palo 5
2 24:21 Henning KKKK 4
3 24:21 Erik SR 3
4 24:26 Andreas SR 2
5 25:30 Anders SR 1
6 26:30 Carsten SR 1
7 27:00 Birgitte Palo 5
8 28:50 Camilla SR 4
9 29:00 Lone SR 3
10 30:35 Morten SR  
11 31:02 Uffe Palo 1
12 31;58 Kristoffer KKKK 1
13 33:25 René KKKK 1
14 33:39 Jens SR  
15 34:15 Peter SR  
16 35:30 Kim SR 1
17 36:25 Anne SR 2
18 37:57 Mette SR 1
         
    Resultat    
      SR 17
      Palo 11
      KKKK 6