logo

Emma er "Queen of the Fjord"

Af admin
Oprettet 25.10.2015 - 18:02

 

Emma Levemyr er så begejstret for at ro surfski på Kungsbackafjorden syd for Göteborg, at hun sammen med sin familie i flere år har arrangeret surfskiløbet "King and Queen of the Fjord" sidst på sæsonen.

Ved "Vågryttaren" tidligere på året var det fuldstændig vindstille på Kungsbackafjorden, men til dette års KQF lørdag den 24. oktober var forholdene perfekte til rigtigt downwind race. Det blæste med omkring 10 m/s fra syd-sydvest, så bølgerne fra Kattegat rullede direkte helt ind i bunden af fjorden. Ruten gik fra en strand syd for Draget, og gik først et par km sydpå mod vinden i retning mod Fjordskär, hvor der skulle vendes om følgebåden, hvorefter det var med bølgerne i ryggen hele vejen ind i fjorden til målet ved Daggudden ved Forsbäck. Der var også en sup-klasse, som dog "suppede" direkte til mål uden at skulle sydpå først.

Det kunne have været en duel Emma mod Emma, idet Emma Broberg stillede op fra Klampenborg, men "svenske Emma" stillede op i mix-toer, og så vandt "danske Emma" en klar sejr i dameklassen. Det er Emmas tredie sejr ud af tre mulige i surfski, så det går godt med omskolingen til åbent vand og "downwind race". Henning deltog også for Klampenborg, men udgik. Han kunne ikke finde rytmen mod bølgerne, og under vendingen i de ca halvanden meter høje bølger røg balancen også. Det endte med et lift med følgebåden til Gottskär, hvorfra han roede til målet.

Herunder ses "King and Queen" og de andre vindere i den kongelige familie.

 

Se mere om løbet på http://emmalevemyr.se/kingqueenofthefjord/ [1] - blandt andet billederne nedenfor, som er taget af Bo Törnberg:

Instruktion

Emma Broberg

Henning Hansen

 

 


Kilde URL:
http://klampenborg.kajakklub.dk/node/615